Endnu engang bliver jeg af en fagperson indenfor børn og ungeområdet mødt med bemærkningen: “Det er jo et nicheområde du beskæftiger dig med”! Jeg trækker vejret dybt og svarer høfligt: “Der er langt flere børn og unge som fødes med rusmiddelskader end du tror”. Efter at have arbejdet indenfor området i mere end 15 år bliver jeg stadig mødt med denne replik – og hver gang gør det ondt i hjertet. Ondt ved tanken om alle de børn og unge som bliver misforstået og ikke får den nødvendige hjælp og støtte. Alkohol er den største årsag til mistrivsel og mental retardering i den vestlige verden – og den eneste gruppe som kan forebygges 100%. Alligevel er det en overset gruppe herhjemme. Alt for mange af disse børn og unge bliver overset, fejldiagnosticeret eller ganske enkelt g(l)emt i vores system. Jeg undres konstant over hvorfor vi ikke vil anerkende den skade de er født med! Skyldes det en form for kollektiv berøringsangst? Er rusmidler så integreret en del af vores samfund i dag at vi ikke vil se i øjnene at det ufødte barn, som udsættes for rusmidler, fødes med en påført hjerneskade? En skade som de skal leve med resten af deres liv. Det tidspunkt i et menneskes liv hvor vores nervesystem er allermest sårbar overfor ydre miljøpåvirkninger er i fostertilstanden. Vi skyldes disse børn og unge at påtage os det samfundsansvar som vi iflg. Genevekonventionen har forpligtet os til. Så kære fagfolk, politikere og alle jer som arbejder indenfor social- og specialområdet: Anerkend denne store gruppe af sårbare børn og unge og lad os samle kræfterne om at hjælpe og støtte dem, så også de kan få et værdigt liv som børn, unge og voksne. Ketty Seratski, CFRB
