Herhjemme fødes mange børn med rusmiddelskader og mange af disse børn diagnosticeres ikke korrekt, men får ofte diagnoser som autisme eller ADHD senere i deres børneliv. Det er vigtigt at børnene udredes korrekt og at plejefamilier, pædagoger og lærere får en større forståelse for børnenes særlige behov og for hvordan børnene bedst hjælpes.
Alexander blev født med behandlingskrævende abstinenser. En behandling som består af metadon og fenemal-behandling af det nyfødte barn. Alexanders symptomer ved fødslen svarer til de abstinenser som en narkoman får når vedkommende tager en ”kold tyrker”. Han var konstant utrøsteligt grædende, havde svært ved at tage føde til sig, var fysisk urolig med sitren og muskelkramper i kroppen, reagerede voldsomt på de mindste stimuli udefra og hans søvn var kortvarig og uden ro.
Alexanders medicinske behandling stoppede efter 6 uger. Men abstinenssymptomerne fortsatte ind i de første leveår. Hans sensitive nervesystem reagerede på de mindste stimuli: lys, lyd, berøring, ukendte omgivelser og ansigter. Blev han overstimuleret reagerede han selvdestruktivt: rev sig selv til blods på arme og i ansigtet eller bankede hovedet ind i en væg eller i gulvet. Da han blev ældre kunne han også blive udadreagerende overfor sine omsorgspersoner.
Alexander blev anbragt i familiepleje fra fødslen. Han blev tilknyttet et af landets familieambulatorier, som stod for behandlingen af ham under indlæggelsen, og som støttede plejefamilien i de første 6 år af hans liv. En plejeopgave som var på grænsen af det mulige. Hans abstinenssymptomer betød at han havde behov for at isoleres fra alle ydre stimuli, og konstant havde brug for sin nære omsorgsperson hos sig. Nat og dag gik i et for ham. Han sov maksimalt 2 timer af gangen og var fortsat utrøsteligt grædende.
Plejefamilien havde svært ved at finde metoder som kunne hjælpe Alexander.
De valgte derfor at opsøge den nyeste viden indenfor hjerneforskningen, og ved at sætte sig ind i de neurologiske skader som var sket i fosterperioden hos Alexander, lykkedes det plejeforældrene at få skabt de nødvendige rammer omkring ham, som skulle til for at skabe ro i hans indre kaos. Det var en årelang proces, men Alexander begyndte langsomt at falde til ro og vise interesse for sine omgivelser.
Men det var ikke nok at få skabt ro i hans indre kaos. Alexander skulle også hjælpes ind i den motoriske, kognitive og følelsesmæssige udvikling. Han var ramt på alle tre parametre grundet de neurologiske skader. På alle områder lå han langt under normalområdet.
Plejeforældrene forsøgte mange forskellige metoder, i forsøget på at hjælpe ham ind i en god udvikling.
Det blev dog den Neuroaffektive udviklingspsykologi som blev banebrydende for udviklingen af Alexander. Langsomt men støt lykkedes det at få ham ind i en opadgående udviklingskurve. Der skulle hele tiden tages hensyn til hans sårbarhed, og indimellem regredierede han i sin udvikling, hvis kravende eller ydre påvirkninger blev for store.
Men det lykkedes at få Alexander ind i en god udvikling på alle tre udviklingsplaner. Det er en livslang proces. De dybtliggende hjerneskader hos ham betyder at hans sårbarheder konstant lægger en dæmper for udviklingshastigheden.
Klik her og læs mere om Alexander i bogen “Hvorfor er jeg anderledes?”
Alexander er et bevis for at det kan lade sig gøre at hjælpe selv de hårdest ramte børn til et liv i udvikling og vækst.
Alexander er blot et af mange børn som fødes herhjemme med rusmiddelskader. Det anslås at der årligt fødes 3500 børn af mødre som er afhængige af alkohol eller euforiserende stoffer. Dette tal rummer dog kun de børn som diagnosticeres. Det reelle tal er langt højere. Mange af disse børn diagnosticeres ikke korrekt, men får ofte diagnoser som autisme eller ADHD senere i deres børneliv. Mange af børnene anbringes i dag i familiepleje eller på institutioner.
Det er vigtigt at børnene udredes korrekt, da tilgangen til dem ikke er den samme som til børn med ADHD eller autisme.
Mange af børnene har et godt udviklingspotentiale hvis de mødes med den rette tilgang. Desværre er der alt for lidt fokus på børnene, og dermed også alt for lidt viden og forståelse for deres særlige behov. Det betyder at mange af børnene fejlanbringes i institutioner og skolesystemet og dermed ikke får udnyttet deres potentiale.
Ligeledes er der behov for at omsorgspersoner til børnene: plejefamilier, pædagoger, lærere m.fl. får en større forståelse for børnenes særlige behov, og for hvordan børnene bedst hjælpes.
Klik her og læs mere om vores kursus om børn født med rusmiddelskader
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker mere information
—
